Gravhøje på Oldtidsvejen øst for Fabjerg Kirke.
Photo: Lis Helles Olesen
©Lis Helles Olesen

Gravhøjene ved Fabjerg kirke (oldtidsvejen)
15 fredlyste gravhøje som stadig på bedste vis markerer oldtidsvejens forløb
Øst for Fabjerg kirke følger vejen i dag stort set oldtidsvejens forløb. En stribe på godt 15 fredede gravhøje markerer endnu dette forløb. At højrækken er så flot bevaret skyldes især, at størstedelen af højene blev fredede allerede omkring århundredeskiftet. Fra to af højene stammer 2-3 flintøkser, nogle flintredskaber, bronzesyle og et bronzespyd. Ellers kendes ingen fund fra de fredede høje.

Umiddelbart vest for gården Nymølle vest for Fabjerg kirke ligger den stadig anseelige, men ikke fredede høj "Frishøj". Til den knytter sig et sagn:

Prinsesser
"To engelske Prinsesser, der var blevne forviste, skal have boet i de to Lundgårde i Fabjærg, og den Ene skal have været hedensk, den Anden en Kristen. Hun boede i Sønder-Engelund. Den Ene, nemlig den kristne, byggede Kirken, den anden Højen. Det gjaldt jo om, hvem af Jomfruerne der først kunde blive færdig med deres Bygning. De havde først været andre Steder og var tit stødte sammen, men endelig kom de til at bo her og vilde nu bekjæmpe hinanden."
(E. Tang Kristensen 1892-1901)
Geologi
Under sidste istid gik isens hovedopholdslinie fra Bovbjerg ved Vesterhavet øst over Ramme, Lomborg, Rom, Fabjerg og Kilen. Her drejede linien mod syd over Fousing, Asp, Måbjerg, videre nord om Holstebro forbi Mejrup, Trabjerg og Herrup og helt østpå til Dolleup, hvor stilstandslinien igen gik mod syd og dannede den jyske højderyg. Landskabet syd og vest for denne linie var ikke dækket af is. Området nord for israndslinien består især af moræneler, som isen har efterladt. Området syd for er et bakkeølandskab med smeltevandssand mellem.

Netop på denne overgang mellem sandjord og lerjord har oldtidens mennesker i stor udstrækning valgt at slå sig ned. Her har ligget et væld af oldtidens bopladser og gravhøje. Mellem bopladserne har man færdedes. Gravhøjene er i stor udstrækning anlagt i lange rækker. Højene har sikkert haft funktion som varder. Man har kunnet se fra den ene høj til den anden, så sporet kunne følges. En regulær vej i vores forstand, skal man nok ikke forestille sig, men flere spor, som man kunne vælge imellem afhængigt af, hvor der var tørt og i øvrigt gode færdsesforhold.

Om oldtidsvejen
Oldtidsvejen kan i Ringkøbing amt følges over en strækning på 77 km. Langs oldtidsvejen har ligget mindst 1500 gravhøje. Af disse er i dag 430 fredlyste. Over 1000 er sløjfede før fredningsloven i 1937. Fra 325 af disse høje har vi oplysninger om grave, stenlægninger eller oldsager. Langt de fleste af disse fund daterer sig til enkeltgravkulturen (2.800-2.400 f.kr). Dele af vejforløbet har altså allerede været etableret på denne tid. Siden er det brugt gennem hele oldtiden, og dele af det er stadig i brug.
Sources:
Olesen, L. Helles og T. Skov: Oldtidsvejen fra Vesterhavet til Karup Å. Ringkøbing, Denmark 1989. Eriksen, P.: Skatten i kæmpehøjen ved Fabjerg Kirke. Fram. Denmark 1998.

Author: Olesen, Lis Helles 2006
Copyright:
Region: Vestjylland, den nordlige del, Fabjerg Kirke
Published: 2006-03-07
Archaeological sites/
English, Dansk, Deutsch




Vis på kortLegg til i min guideTilbage