Topografi
Thorupstrand ligger ud til Jammerbugten. Det er en nordvendt kyst, der ligger i læ af Bulbjerg. Mellem de to kalkstensknuder - Bulbjerg og Svinkløv - danner kysten en bugt, der fungerer som naturhavn. Den har haft stor betydning for den skudehandel, der har foregået herfra, og for det fiskeri, der foregår herfra i dag.

Der har været sandflugt i området især vest for Thorupstrand, og det var grunden til, at staten tilplantede et stort område i slutningen af 1800-tallet. Plantagen strækker sig fra Bulbjerg til sydøst for Thorupstrand. Sporene efter sandflugten kan f.eks. ses ved den store parabelklit i Thorup Klitplantage, der standser kun en kilometer vest for byen, og hvis arme rækker ca. 3-4 km mod vest.

Syd for Thorupstrand ligger en kridtskrænt - Thorup Kløv, hvor man bl.a. har savet limsten til husbyggeri, og en del af de ældre huse i byen er bygget (delvist) af limsten.

Skudehandel og fiskeri
Den første bebyggelse i Thorupstrand kan med sikkerhed dateres til begyndelsen af 1700-tallet, hvor lokale skudehandlere byggede pakhuse ved stranden. Men allerede i 1713-14 byggedes de første gårde, og én af dem, Strandgården, findes endnu. Op gennem 1700-tallet flyttede flere fiskere til, og disse har formentlig også hjulpet til ved skudehandlen. Omkring 1800 boede der syv familier på stedet, og antallet steg op gennem århundredet.

I løbet af 1800-tallet blev skudehandlens omfang mindre, og den sidste skude forliste i 1880'erne. Den sidste købmand, Dige, flyttede derefter ind til Vester Thorup. Efter skudehandlen blev fiskeriet det dominerende erhverv. Fiskeriet foregik fra starten fra mindre åbne både, men i løbet af 1900-tallets begyndelse gik man over til de mere sikre dæksbåde. Dengang blev bådene hevet op ved hjælp af håndspil. Et motorspil blev installeret i 1953, hvilket gjorde ud- og indhaling af bådene betydeligt lettere. I dag (2006) er Thorupstrand Danmarks største kystfiskerleje med 19 både og omkring 30 fiskere. Bådene lander fortsat direkte på kysten og hales op af en bulldozer og trækkes ud af et spil. Fiskeriet foregår med garn og snurrevod fortrinsvis efter torsk og rødspætter, men der landes også mange andre fiskearter.

Bebyggelsen
Gårdene i Thorupstrand ligger dels helt ude langs kysten (4 stk.) og dels på nordsiden af Havvejen, der løber lidt inde i land parallelt med kysten. Disse gårde ligger som en perlerække hele vejen til Kollerup Strand. Strandgården ligger lidt tilbagetrukket fra havet, men ikke så langt inde i land som de sidstnævnte gårde. Gården ligger lige øst for vejen til stranden.

I løbet af 1900-tallet flyttede en del folk til byen, og der blev bygget helårshuse i flere perioder. De gode perioder i fiskeriet kan aflæses i husbyggeriet. Som mange andre steder langs kysten lejede lokalbefolkningen deres huse ud til sommergæster. Også Thorupstrand har haft besøg af kunstnere, som det var almindeligt langs kysten. Fra midten af 1960'erne kom der gang i sommerhusbyggeriet, og i dag er der sommerhusområder både vest og sydøst for byen.

Vest for landingspladsen ligger en lille bygning med en udstilling om, hvad man kan finde på stranden, i klitterne og ikke mindst i Vesterhavet.

Skudehandlen i Nordvestjylland
Købstadsprivilegierne i Danmark betød, at byerne havde monopol på næsten al handel. Kystboerne fik dog i 1686 kongeligt brev på, at de havde ret til at lande med skude eller fiskerbåd mellem Klitmøller i Thy og Løkken i Vendsyssel. Begrundelsen var, at kystboerne manglede tømmer, hvilket man havde meget af i Norge, og nordmændene manglede korn og landbrugsprodukter, som Vendsyssel og Thy kunne levere.

Den søbaserede handel - skudehandlen - kan imidlertid følges så langt tilbage i tiden, som vi har arkæologiske og historiske kilder. Den foregik over hele Danmark, men havde et af sine centre i Nordvestjylland. Det var først og fremmest handel på Norge, det drejede sig om, men man sejlede også på England, Tyskland, Belgien, København, Stettin og Riga. Efterhånden blev der stationeret faste toldkontrollører ved ladepladserne langs kysten, så staten sikrede, at der blev betalt afgift af lasterne til kongen.

I skudehandlergårdene var der oplagspladser til de varer, der blev solgt af oplandets landbrugere. Der var mange steder tale om storhandel, og skudehandlen gav penge og beskæftigelse til de fattige kystegne. Købmændene havde mange ansatte, op til ca. 70 i de travle perioder. Der skulle slagtes og nedsaltes kød, der skulle losses og lastes m.v.

Fra Norge importerede man især tjære, salt og tømmer. Ud over at drive skudehandel havde købmændene også butik, hvor de havde en stor omsætning, fordi mange af de bønder, der afsatte deres varer, købte andre varer med hjem igen. Skudehandlergårdene fungerede også ofte som kroer, hvor man kunne få et måltid mad og overnatte.

Byer som Blokhus, Løkken og Lønstrup udviklede sig i kraft af skudehandelen, men der her været drevet skudehandel i større eller mindre grad langs hele den nordvestjyske kyst. At der var tale om storhandel set med datidens øjne, vidner skudehandlergårdene om i dag. Der blev bygget op til tre-etages pakhuse ved strandene, og gårdene blev efter behov udvidet med store lader, staldlænger og oplagsrum. Spor efter skudehandelen findes bl.a. i Blokhus, Løkken og Lønstrup, hvor nogle af skudehandlergårdene stadig eksisterer, og flere af dem er omdannet til hoteller. I de mindre kystsamfund findes også stadig en række skudehandlergårde. De fleste steder er pakhusene, der lå i klitten, revet ned, men der findes dog et ved Tornby Strand syd for Hirtshals.

Skudehandlen havde sin blomstringstid i midten af 1800-tallet. Men med bl.a. den permanente åbning af Thyborøn Kanal i den vestlige Limfjord fra midten af 1830'erne, der gjorde det muligt at sejle gennem Limfjorden ud i Nordsøen, og med åbningen af jernbanen i Vendsyssel i 1871, koncentreredes handelen længere inde i land. Skudehandelen direkte fra kysten mistede gradvist sin betydning, og mange steder tog kystfiskeriet over som det bærende erhverv for kystbefolkningen.