Med tørre fødder
Ad gamle veje kunne man for det meste gå med tørre fødder og ad jævnt terræn. Man slog gerne et sving for at undgå en dybt nedskåret ådal eller en fugtig engstrækning og foretrak desuden beboede egne med gårde, kirker og møller. Anderledes er det med Gammel Landevej, som findes på kort allerede i 1690erne. Den krydser ufortøvet ådale og slugter i et landskab, hvor der indtil for godt hundrede år siden var øde hede, ingen huse, ingen smed, hvis der skete et uheld med vognen, intet menneskeligt at øjne fra Rom Kirke til Linde. Hvem har lavet sådan en vej, og hvad var formålet med den?

Et krigsminde?
Man behøver ikke at se sig længe omkring, før man øjner en mulig forklaring. 1600-årene var en urolig tid i Danmark, og Jylland blev flere gange oversvømmet af tyske og svenske tropper. Efter den første tyske invasion blev der indgået en fredsslutning i maj 1629. En måned senere marcherede det regiment soldater, der havde ligget i Thy, over Aggertangen og samledes ved Rom Kirke. Herfra drog de med 120 bagagevogne foran rytteriet og 120 vogne bagefter mod Holstebro og videre sydpå. Og det var ikke sidste gang man så soldater på samme rute.
Det kan forklare vejanlæggets ingeniøragtige karakter. Med så store troppekontingenter var der intet vundet ved at følge den eksisterende vej nord om heden. Hvad var et par hjulspor for et helt regiment på tilbagetog? Når man samledes ved Rom Kirke, var det indlysende at stikke den kortest mulige kurs ud mod Holstebro, og der var folk og materiel nok til at jævne vanskelige overgange over åer og slugter. Med lidt fantasi kan man oven i købet forestille sig, at fortroppen er standset op ved Rødebro og ved Krunderup Bakker for at korrigere kursen; her skifter vejen nemlig retning. Sporet kan så være blevet vedligeholdt af de stadige troppebevægelser, og da de danske veje blev opmålt for første gang i slutningen af 1600-årene, har denne vej sikkert taget sig betydelig mere farbar ud end den gamle vej mellem Rom og Fabjerg Kirker og videre østpå.

Milesten og ødemark
I slutningen af 1700-tallet blev landevejen afmærket med milepæle. Det er små granitpæle med tal for hver hel mil og et, to eller tre små huller for henholdsvis en kvart, en halv og trekvart mil. Seks af dem står stadig langs vejen gennem plantagen. Tomilestenen står i nærheden af Klosterhedevej. Så følger en kvartmilesten ved Fruerhøj, en halvmilesten og endelig en trekvartmilesten lidt øst for skovridergården Sønderby. Ved Nedergaard Hansensvej står tremilestenen og lige før man kører vest ud af plantagen står på ny en kvartmilesten. Afstanden er altså målt ud fra Holstebro.
Vejen fik aldrig nogen særlig stor betydning. Det viser en beskrivelse fra omkring 1900 af arkæologen Sophus Müller. Han beskriver de store ådale og vidtstrakte moser, de mange kær og hedeflader, som fandtes mellem Kilen og Flynder Ås forgreninger, og siger så: "Nutildags kører man da også uden om hele denne egn. Der går vel en snorlige landevej midt igennem; men skønt fornemt afmærket med milepæle er den for størstedelen forfalden og ganske ufarbar".