Lyset fra Bovbjerg Fyr rækker langt ud over havet. 2005
Photo: Erik Ring
©Lemvig Museum

Bovbjerg Fyr
På Bovbjergs højeste punkt, 41 meter over havet, ligger Bovbjerg Fyr. Det blev bygget i 1877 efter tegninger af fyringeniør C.F. Grove. Tårnet blev kalket rødt, for at søfolkene ikke skulle forveksle det med kirketårnene i Ferring og Trans, der også fungerede som sømærker.
Jernkysten
"Denne kyst er en jernkyst, uden havne og tilflugtssteder, hvilken skibe derfor i almindelighed bør undgå med alle vinde, der ikke blæse fra landet". Sådan stod der i Danske Lods fra 1866. Her på Vestkysten forliste hvert år adskillige skibe - danske, norske, svenske, engelske, tyske, hollandske, franske og en sjælden gang russiske. I 1847 kom de første redningsbåde og raketudstyr på redningsstationerne Flyvholm på Harboøre og Tuskjær i Fjaltring, og i 1852 blev "Det Nørrejydske Redningsvæsen" oprettet med et tæt netværk af redningsstationer overalt langs landets farligste kyster.

Når der strandede skibe, gjorde både redningsmandskabet og lokalbefolkningen alt, hvad der stod i deres magt for at redde søfolkene og give dem en god behandling. Gav dem mad og tørt tøj og husly, indtil de kunne rejse hjem. På visse gårde havde man et særligt kammer, hvor der altid var plads til strandede søfolk.

Fyret
Bovbjerg Fyr består af selve fyrtårnet og to tidligere funktionærbygninger omkring en lille gårdsplads. Tårnet er solidt med tykke vægge; det er kun 26 meter højt, men eftersom det står på den høje klint, lyser fyrlinsen ud i en højde af 62 meter over havet. På fyret var der tidligere ansat tre mand, der skiftedes til at holde vagt. Der var en fyrmester, en fyrassistent og en fyrpasser. Der var meget, der skulle holdes i orden. Alt på et fyr skulle være skinnende rent, linsen skulle pudses og lamperne skulle passes, fyret skulle holdes tændt hele året rundt fra et kvarter efter solnedgang til et kvarter før solopgang. Fyrets blink kunne ses i 21 sømils afstand ud over havet. Over land var der et vidt udsyn over 28 kirkesogne og lige så mange kirker.

Fra Bovbjerg Fyr kunne man se blinkene fra Lyngvig Fyr på Holmsland Klit i syd til Lodbjerg Fyr og Hanstholm Fyr i nord. Ude på havet tjente disse fyr til at vejlede de søfarende om navigationen i den strømfyldte Nordsø på en tid, hvor navigationsmidlerne bestod af sekstant, kompas, ur, log og lod, og hvor man var afhængig af klart vejr for at kunne foretage en præcis bestemmelse af skibets position.

Mindestenen for kongens besøg
Lige vest for fyret ligger en bronzealderhøj med en mindesten for kong Frederik VIs besøg på Bovbjerg i 1826 og 1830. Han besøgte egnen for at se på de uheldige virkninger af Aggertangens gennembrud. Mindestenen var først en simpel træstøtte, som by- og herredsfogden i Lemvig havde fået stillet op til kongens første besøg. Den blev senere afløst af en rigtig mindesten. Stenen måtte flyttes tilbage flere gange, efterhånden som havet åd af kysten, så stykker af skrænten faldt ned.
Sources:

Guide til oplevelser, 1993

Chr. Hauch, Fyr- og Redningsvæsenet, 1937.

Author: Ellen Damgaard 2005
Copyright:
Region: Vestjylland, den nordlige del, Lemvig, Bovbjerg
Published: 2006-01-06
Lighthouses/
English, Dansk, Deutsch



Barkskibet Capella af Arendal i Norge forliste i 1903 ved Bovbjergs høje klint. Alle omkom. 1903
Photo: Lemvig Museum
©Lemvig Museum

Bovbjerg Fyr i 1894. Fyrpersonalet boede på deres arbejdsplads for at være i nærheden til vagterne. 1894
Photo: Lemvig Museum
©Lemvig Museum

Fyrmester Rasmussen var på Bovbjerg Fyr 1883-1903. 1890er
Photo: Lemvig Museum
©Lemvig Museum

Mindestenen for kongebesøget 1826 og 1830 er blevet flyttet flere gange for ikke at falde i havet. 2005
Photo: Erik Ring
©Lemvig Museum


Vis på kortLegg til i min guideTilbage