Vestjylland ser ud i verden
"Vestjylland - er det ikke langt væk?", spurgte en københavner engang. Vestjyden svarer: "Fra hvad?". Der er langt fra København til Lemvig, og omvendt; det gælder i dag, og det gjaldt for 100 og 200 år siden. Til gengæld var Tønder, Husum og Itzehoe, Hamburg, Altona og London nære og velkendte lokaliteter i vestjydernes geografi i 1700- og 1800-tallet. Det samme var tilfældet med Norges sydkyst.
I museets udstilling er der mærkelige ting fra strandede skibe, isenkram og manufakturvarer fra England og Tyskland, en nederlandsk klædeplombe, messingtobaksdåser fra Holland, jernovne fra Norge og malede bondemøbler fra 1700-tallet, som i stil og farve ligner møblerne fra de velstående frisiske kvægavlere i Slesvig-Holsten." Friserblå" kalder man faktisk den særlige lyseblå maling, som findes på bondemøbler langs Nordsøkysten fra Holland og op til Læsø.

Handel før og efter 1825
I 1700-tallet handlede vestjyderne først og fremmest med Norge, Tyskland og Holland. Fra Norge kom der skibe med jernovne og med tømmer til det træløse Vestjylland og sejlede retur med korn, smør og fedevarer. De landede på kysten ved Harboøre og på Ferring Strand. Til Tyskland solgte man heste og stude og købte til gengæld kolonialvarer og isenkram. Til Holland eksporterede man billigt bondesmør, uld og huder. Til gengæld kunne man her skaffe luksusvarer som krydderier, fint stof, elfenbenskamme og messingsnusdåser.
I 1825 brød havet gennem Aggertangen ved den vestlige del af Limfjorden, og fra begyndelsen af 1830erne kunne man sejle ud og ind. Hollandshandelen var ophørt, men man sendte skibe af sted til Hamburg og Altona, London og Newcastle. Fra Vestjylland kom levende kreaturer, korn og ben til fremstilling af kunstgødning; returlasten var jern, kul, salt og isenkram.

Ditmarskerkisten
Den fint udskårne kiste fra 1703 har en spændende historie. Den er lavet i Ditmarsken, det vil sige landskabet nord for Elbens munding. Oprindelig har den stået i en storstue, fyldt med fine klæder. Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan den er kommet til Lemvigegnen. Sandsynligvis har en mand ved navn Johann Jacob Wümpelmann taget den med. Han var født i Ditmarsken og kom til Lemvig omkring 1880 for at lære landvæsen. Det var hans svoger, som tog ham med; han hed Jens Rahbeck Lindberg og var hestehandler i Altona, men stammede fra en gård lige uden for Lemvig. Wümpelmann slog sig ned på Lemvigegnen og giftede sig med en lokal pige.
I 1890erne kom Lindberg til Lemvig for at købe heste op. Hestene skulle sendes med tog til Altona, og for at de ikke skulle sulte på rejsen, fik Lindberg lov til at få den gamle Ditmarskerkiste med sig, fyldt med foder. På den måde rejste kisten nu sydpå, og på et tidspunkt arvede Lindbergs søn den; han var dyrlæge på Eiderstedt. I 1961 solgte han den til museumsinspektør Sigurd Schoubye, Tønder Museum. Og i 1992 købte Lemvig Museum kisten af ham. Kisten har således rejst op og ned langs kysten fra Nordtyskland til Vestjylland ligesom handelsfolk har gjort gennem mange hundrede år.