Den gamle vej
Fra Lemvig gik landevejen til Thisted op ad det stejle Vesterbjerg, forbi kirkerne i Heldum og Houe og op over den høje Hygum Bakke ad den nuværende Ellemosevej. Når man havde passeret den, begyndte vanskelighederne. Passagen over Noret ved foden af bakken var vanskelig. Her gik havet og Limfjorden ofte sammen ved højvande, og en tid omkring 1800 var der en færgemand på stedet. Vejen gik videre på en opdæmmet forhøjning mod nordvest over mod Harboøre Kirkeby og Langerhuse, og snart var man i timer overladt til sig selv på den sandede vej. Der var langt mellem de små fiskerlandsbyer, ingen kroer eller gæstgiverier. Indimellem forsvandt vejen helt i kviksand og huller så dybe, at både vogn og heste helt gik under vand, og man kun med besvær reddede liv og gods.
Set fra nord var vejen ad tangen porten til verden - en brat kontrast når man fra det flade Harboøre fik sig aset op over bakkekammen på Hygum Bakke og så ud over det grønne bølgende bondeland. Herfra gik vejen sydpå til de store kreaturmarkeder i Hertugdømmerne.
Stormfloden 1826
I februar 1825 rasede en voldsom orkan i Nordsøen. Midt i alle de skader, som den forvoldte på huse, marker og kvæg langs hele Vestkysten, åbnede der sig nye muligheder. Stormfloden slog nemlig hul på Agger Tange, så der dannede sig en 100 alen bred naturlig kanal - Agger Kanal. Det var slut med at køre ad den gamle landevej eller drive stude fra Thy. Til gengæld kunne skibe nu sejle frem og tilbage fra Nordsøen til Limfjorden, på vej mellem de vestlige Limfjordsbyer og havne i Nordtyskland og England. Og de norske tømmerskuder fra Sørlandet kunne sejle helt ind til byerne i stedet for som før at skulle lande på den åbne kyst.
Det betød en opblomstring af handelslivet i de små byer, anlæg af havne, nybyggede købmandsgårde med toetagers pakhuse, penge i omløb.
Thyborøn Kanal åben eller lukket
Agger Kanal sandede til efter et par årtier, men blev i 1868 afløst af en ny naturlig kanal, Thyborøn Kanal, som stadig udgør forbindelsen mellem Limfjorden og Nordsøen.
Med årene rykkede tangerne syd og nord for kanalen længere og længere mod øst, og man begyndte at drøfte om man ikke skulle lukke gennemsejlingen med en sluse. Man begyndte at bygge en dæmning fra Harboøre til Thyborøn i 1951 og fra Thyborøn til Agger i 1953. I 1955 kunne man indvie den ny jernbanestrækning fra Harboøre til Thyborøn, og i 1957 landevejen, der løber parallelt med den neden for dæmningen. Man manglede kun selve slusen. Men den blev aldrig bygget. Det var dyrt, fiskerne protesterede og fik medhold af udefra kommende eksperter. Efter flere årtiers diskussioner blev projektet skrinlagt.




