Introduktion
I hundreder af år gik studeprangerne den lange vej fra Limfjorden i nord mod Tyskland for at drive studene til opfedning i marsken i det sydlige Jylland før videre salg til Tyskland og Holland. Vejen de gik ad kaldes Drivvejen.
|
|
I dette området er det i dag muligt at gå ca.120 km i studedrivernes fodspor fra Hviding syd for Ribe, hvor landegrænsen til Tyskland gik frem til 1920 - til amtsgrænsen nord for Ølgod. Landskabet er fladt, der er højt til himlen, og man kan se mange kilometer frem. |
|
Når man kommer gående mod Ribe fra nord eller syd, kan man se Domkirken knejse højt over marskengene, og man føler historiens vingesus, for dette syn har mødt den vandrende i næsten tusind år. Der er langt mellem byerne på de sandede vestjyske jorde. En del er mindre stationsbyer, der er skudt op langs jernbanen, andre er landsbyer med bøndergårde, kirke og kro. |
|






